Værdigrundlag


VÆRDIGRUNDLAG OG MÅLSÆTNING


I Weekendklubben er vores grundholdning, at udvikling sker i anerkendende og forpligtende relationer og fællesskaber. Vi er alle forskellige, og ikke alle har samme lyst til eller mulighed for at finde hen til fællesskabet eller den forpligtende relation. Dette medfører, at personalet i særlig grad har engagement, relationskompetence og øre/øje for genveje som omveje hen til ovennævnte. Vi tror på ”at bringe noget i spil”; som en vej til forståelse, og at forståelse bygget oven på erfaring og omvendt er grobund for nye muligheder.



FAGLIGE MÅLSÆTNINGER


Vores målsætning er at bidrage til, at de unge udvikler sig på de praktiske, personlige og sociale plan.

Praktisk: Tilegne sig færdigheder til bedre at kunne begå sig, når de på et tidspunkt i højere grad skal klare sig selv fx flytter hjemmefra.

Personlig: Får højere grad af selvindsigt, selvtillid og selvværd. Dette kan medvirke til mere hensigtsmæssige strategier, som overordnet og fremadrettet set vil give et rigere liv.

Social: Få erfaringer med og i et samvær med andre unge om flere og forskellige aktiviteter. Opbygge relationer og netværk til andre unge, som kan udvikle sig til venskaber nu og i fremtiden.



MÅLSÆTNINGER FOR UNGE


Det er oftest en sagsbehandler eller forælder, der henvender sig og har nogle mere overordnede mål om aflastning for familien og en bedre udvikling af fremtid/fritid for den unge. Efter den unge har været i Weekendklubben i ca. tre måneder, holder vi et møde med forældre, den unge og to personaler. Her drøftes mere specifikke mål og udviklingsområder, og den unge underskriver en kontrakt med udviklingsmål. Ud fra dette møde kan opstilles en pædagogisk udviklingsplan. Årligt udarbejdes statusrapporter, som kan aflede nye udviklingsmål.



OPFØLGNING PÅ MÅL


I forbindelse med turene drøfter personalet de enkelte unge. Årligt skrives statusrapporter med beskrivelser af de unge og deres deltagelse samt udvikling, og vi anbefaler på denne baggrund, om den enkelte bør fortsætte og med hvilke mål. Vi opfordrer sagsbehandlere og familieplejekonsulenter til jævnligt at holde møder med os for at følge op på forløb og udvikling. Dette sker af og til.

 



Ressourceorienteret og anerkendende tilgang


Vi arbejder værdiorienteret ud fra grundlæggende værdier:

Respekt Ressourceorienteret – vi tager udgangspunkt i det, der lykkes

Anerkendende relation – vi tager de unge alvorligt og møder dem ligeværdigt


Vi lægger vægt på at respektere det autistiske menneskes måde at være på – og ikke at stræbe efter det ”normale”. Vi arbejder med at de unge kan finde egne kompenserende strategier – og at de kan deltage i det ’normale’ så langt som muligt. Denne respekt er vigtig hos os som medarbejdere – og hos de unge selv: At de lærer sig selv at kende – og at tage hensyn til egne behov (f.eks. tilbagetrækning – særlig perception/sanseforstyrrelser). Og at de ligeledes har respekt for kammeraternes egenart. Ud fra denne basis – er det samtidig en bestræbelse, at tilbyde de unge stimulering i form af aldersrelevante aktiviteter og udfordringer, så de får adgang til oplevelser, der giver dem oplevelsen af at være ung, - at være i udvikling, - at have ansvar – at vokse ind i selvstændighed og mestring – at tilhøre og tilføre fællesskab. Disse oplevelser bliver til erfaringer, når vi som voksne inviterer til bearbejdning for den enkelte og i gruppen. Generelt søger vi at etablere et autismevenligt miljø.


Makroregulering: Vi søger at opnå dette gennem en organisering af miljøet, hvor den pædagogiske ramme fastholder en elementær grundstruktur (fx døgnrytme) – og hensynet til fællesskabet. I denne sammenhæng arbejder vi med timing og struktur - og at vi som voksne er synlige, tydelige og tilbyder kontakt.


Mikroregulering: Vi arbejder mindre regelstyret – og i så høj grad som muligt med selvorganisering og empowerment, hvor de unge selv vælger aktiviteterne og forvalter samværet. Indflydelse og mening er vigtig for udvikling af motivation og deltagelse, der rækker ud over selvbestemmelse. I denne ramme – og denne proces - er vi voksne til stede som formidlere af rammen for fællesskabet – og som individuelle kontaktpersoner. Vi arbejder med at udvikle tillid og relation. Ungdomstiden handler om identitetsdannelse. I denne vigtige periode søger vi med base i respekt og anerkendende kommunikation at støtte de unge til refleksion – og til spejling i fællesskabet. Hermed bliver oplevelser til erfaring - med mulighed for at udvikle et ”erfarende selv”.


 

Anerkendende og involverende tilgang.


Udover at virke som aflastningstilbud for familierne har vi som formål i størst mulige omfang at medvirke til udvikling af personlige, praktiske og sociale kompetencer for unge med ASF. Ansatte lærere og pædagoger har specialpædagogisk viden og indsigt i personlige og relationelle kompetencer, hvilket er grundlaget for opnåelse af ovennævnte mål. Som ansat skal man være garant for struktur, forudsigelighed og genkendelighed, men samtidigt også være empatisk og fleksibel. Kombinationen af som bruger at have sikkerhed i faste, forudsigelige rammer samtidigt med at blive udfordret i nærmeste udviklingszone, giver muligheder for udvikling i en bæredygtig relation til person og/eller gruppe.


Det er bredt anerkendt, at størst effekt i arbejdet med børn og unge med autisme er ved at kombinere det strukturelle, kompenserende og forudsigelige med involverende, anerkendende og relationsbaserede metoder og tilgange i hensyn til de individuelle og forskellige behov og muligheder for den enkelte bruger.